Plant Parasitic Nematodes (PPNs)
Nematoder er dyr, som findes i hele verden, så det er helt normalt at finde dem på golfbaner. En lang række mikroskopiske nematoder sameksisterer og samarbejder med andre mikroorganismer i rodzonen, og de udgør en vigtig del af fødekæderne i jorden. De fleste nematoder er involverede i omsætningen af næringsstoffer og har en gavnlig indvirkning, mens et lille antal er skadevoldende. Selv om planteparisitære nematoder forårsager mere alvorlige skader i et varmere klima end i et koldt klima, har nyere forskning sat fokus på, at der også i nordlige klimazoner er et behov for afhjælpende foranstaltninger, fordi problemet i dag også er blevet almindeligt forekommende her.
En fundamental faktor, der bidrager til øget nematodeinduceret misvækst i Europa, er overgangen til sanddominerede rodzoner. Dette blev oprindeligt gennemført for at tilbyde en løsning på almindelige golfbaneproblemer relateret til dræning, kompaktering, ujævn tilførsel af vand og næringsstoffer – og for at optimere spilbarheden. Forandringen har dog utilsigtet skabt et miljø, hvor nogle arter af planteparasitære nematoder (PPN’er) trives på grund af gunstig jordporestørrelse, høj ilt- og vandtilgængelighed samt veludviklede rodsystemer, som nematoderne kan ernære sig på.
I køligere regioner i Europa menes turfens misvækst normalt at være forårsaget af et begrænset antal nematoder. Meloidogyne spp. (rodknudenematoder), Heterodera spp. (cystenematoder), og Subanguina spp. (rodgaldenematode) er tre almindeligt forekommende endoparasitter på golfbaner. Symptomerne varierer, men de ofte små klorotiske pletter kan brede sig, når populationerne har overskredet kritiske niveauer. Det største problem er, at endoparasitter lever næsten hele deres liv inde i planterødder, hvilket gør bekæmpelsen vanskelig og en total udryddelse praktisk taget umulig. Udklækningen af æg (hvor de mobile stadier af disse nematoder forlader roden på jagt efter en ny vært) foregår ofte ikke på samme tid, hvilket betyder, at det er usandsynligt, at man opdager dem alle i en enkelt prøve eller kan bekæmpe dem samtidigt. Selv om den almindelige antagelse er, at PPN-aktiviteten ophører om vinteren, er juvenile individer af både rodknudenematoder og cystenematoder faktisk meget aktive i denne periode, og mere end én livscyklus om året kan gennemføres.
Helicotylenchus spp. (spiralnematoder) og Tylenchorhynchus spp. (stuntnematoder) er blandt de mest almindeligt forekommende PPN’er i løbet af sommeren, og de optræder ofte sammen. Nogle arter er ektoparasitter (forekommer aldrig i roden), mens andre er semi-endoparasitter (hvor hovedet sidder i roden, og resten af kroppen er uden for roden). Disse levestrategier betyder, at brugen af nematicider er nemmere, og valget af bekæmpelsestidspunktet er mindre problematisk. Der kan opstå problemer, hvor der har været gentagne og langvarige angreb tæt på rodspidserne, hvilket resulterer i overfladenære rodsystemer. Symptomerne viser sig ofte som udtynding af turfen i skaderamte områder, karakteriseret af at turfen ikke reagerer som forventet efter gødning, vanding eller brug af fungicider.
Da der kan findes mange PPN-typer i en typisk prøve, er det vigtigt at vurdere påvirkningen af hver type individuelt samt den samlede påvirkning i kombination. Det kan udtrykkes i et nematodeskadeindeks (NDI), der tager højde for prævalens, abundans og potentiel skadevirkning. Selv om målet altid er det samme (at identificere og bekæmpe problematiske nematodepopulationer), er det ikke en eksakt videnskab, og forskellige laboratorier benytter forskellige metoder, hvilket kan påvirke vurderingen. Hvert laboratorium har sin egen måde at rapportere potentielle skader på, og der anvendes forskellige tærskelniveauer. En yderligere årsag til forvirring er, at der ikke findes nogen alment anerkendt skadetærskel, der dækker alle scenarier, og NDI-værdierne ændrer sig over tid, hvilket gør bedømmelsen til en kompleks størrelse.
Forskellige turftyper har forskellige kombinationer af nematoder og også forskellige niveauer af tolerance. Ægte linksbaner har ofte betydelige populationer af cystenematoder (Heterodera spp.), mens baner i parklandskaber ofte har betydelige populationer af rodknudenematoder (Meloidogyne spp.), især på nyanlagte baner. Tolerancen over for et nematodeangreb er et kompliceret emne. Mere omfattende rodsystemer har tendens til at klare sig bedre (fordi planten stadig er i stand til at optage den nødvendige mængde vand og næringsstoffer), men et større rodnet skaber også flere potentielle angrebssteder, som igen understøtter PPN-vækst. Når der opstår mere alvorlige nematodeskader, er det vigtigt, at planten stimuleres til at producere nye rødder for at erstatte det tabte rodnet. En generel reduktion af stressniveauet på turfen er afgørende for en vellykket bekæmpelse af PPN’er.
Udarbejdelsen af en bekæmpelsesstrategi for nematodeproblemet handler om mere end blot æstetik. Svagere, kortere rodsystemer er mindre effektive til at optage vand og næringsstoffer, hvilket bør medtages i miljøstrategien i en golfklub. Reduceret evne til at optage vand resulterer ofte i en turf, der kræver hyppigere vanding, fordi rødderne ikke længere kan optage vand og næring fuldt ud. Dette øger også muligheden for, at gødningsstoffer skylles ud på grund af den reducerede optagelse af næringsstoffer. Co-infektion (med patogener som ikke er nematoder) er almindelig, og svækket græs udsættes ofte for angreb af svampe, f.eks. Colletotrichum cereale, der trives på senescent eller beskadiget væv. Selv om der er forskel på “direkte skader forårsaget af PPN’er” og “PPN-svækket turf”, er en forebyggelse af efterfølgende angreb fra opportunistiske patogener en af grundene til, at der ofte anvendes konservative bekæmpelsesmetoder.
Den vigtigste forudsætning for en god beskrivelse de biologiske forhold i turfen er, at man konsekvent tager prøver på det rigtige materiale og på det samme sted hver gang. Hvis der ikke er symptomer, kan der tages prøver i et zig-zag-mønster med ca. 10-12 kerner (10 cm dybe, 2 cm i diameter) pr. 500 m2. Hvor der er symptomer, og hensigten er at overvåge populationer eller få et problem med nematoder bekræftet, kan der tages ca. 8 kerner for at dække de typiske symptomer repræsentativt inden for et område. Kompositprøver opbevares bedst i zip-poser for at forhindre fugttab. Områder med fuldstændigt forsvundet turf er mindre velegnede, men “grænseområdet” af et symptomramt område kan prøvetages ved hjælp af et hulbor. Her bør målsætningen være, at ca. 1/3 af prøven tages fra området, hvor turfen har symptomer, og 2/3 i området, hvor turfen er upåvirket. Man pakker en stor prøvekerne ind i folie for transport. Hvis du er i tvivl, skal du blot spørge dit laboratorium til råds.
